Skrevet af Sisses mor Anita Juul Hansen, den 20. februar 2000.

Da Sisse kom til verden for 6 år siden, forandrede hele »vores« verden sig. Vi vidste, at det var en pige, at hun skulle hedde Sisse, og alt var velforberedt. Vi var forventningsfulde og glædede os til at få en dejlig rask pige.

Sisse blev født til tiden. Det var en voldsom og hurtig fødsel, så jeg fik Petidin som smertestillende medicin, og i løbet af 5 - 6 timer kom Sisse til verden. Alt forløb normalt, sagde jordmoderen. Sisse var smuk og så normal ud. Vi blev behandlet som alle andre og udskrevet i løbet af 3 dage. Jeg syntes, at Sisses øjne kiggede konstant opad og spurgte, om dette var normalt, men fik at vide, at det var meget normalt for nyfødte børn. Sisse skreg også konstant, og jeg havde svært ved at amme hende, men det skulle nok komme, sagde de på hospitalet.

Efter vi kom hjem, fik jeg en mindre fødselsdepression. Jeg følte, at jeg ikke slog til, jeg var bange for at gøre noget forkert, og Sisse skreg næsten døgnet rundt og havde utroligt svært ved at sove. Hun kunne lige falde i søvn, og så efter 2 min. fik hun et »ryk« og var lysvågen, og vi kunne starte forfra. Hun var utroligt lydhør, så vi lærte meget hurtigt at liste rundt. Vores liv var helt anderledes nu, vi spiste på skift, vi sov på skift, vi så TV uden lyd, og hev telefonstikket ud.

Jeg var kommet med i en mødregruppe, men jeg havde en følelse af, at Sisse var anderledes end de andre børn. Da de andre mødre snakkede om, hvis børn der mon kom til at gå først, fik jeg den tanke, at Sisse aldrig nogen sinde ville komme til at gå.

abs31@get2net.dk [1]

Sisse er født hjerneskadet, muligvis skadet i fostertilværelsen. Jeg nægtede at acceptere, at Sisse skulle have et så rædselsfuldt liv. Jeg vidste, at Sisse var »derinde« et eller andet sted. Det var de tanker, der holdt mig oppe, men problemet var, hvordan skulle jeg komme ind til hende og få hende ud i vores verden igen?